There she blows!

Jeg ved det. Skal denne side blive en veritabel blockbuster og med tiden en pengemaskine som med ublu annoncepriser vil skovle midler ind til mit selvvalgte otium før jeg bliver tredive, skal der være mere end et indlæg hver tredje uge. Men det er svært at ændre sin modus radikalt, og derfor må eventuelle trofaste læsere (og indtil videre må alle der har læst første indlæg, regnes for trofaste eftersom de har læst 100% af indlæggene) nok forsøge at leve med den relativt lave frekvens af opdateringer, og så til gengæld glæde sig over den høje litterære værdi.

Kæden af hændelser siden sidst har været mægtig og mangfoldigt sammensat, og har lykkeligvis snoet sig i samme sejlrende som læsningen af vel nok et af de bedste værker endnu skrevet af en amerikaner; Herman Melvilles Moby Dick. De sidste har uger har således budt på endeløse rundture og udkigsvagter i topmasten i forsøget på at fæstne harpunen til den hvide hval, dvs. finde en lejlighed som ligger godt, og som er værd at leve i. Og som ikke flænser bunden på vores skib med sin husleje.

At søge en lejlighed i Paris som studerende (ikke som Bill Gates sikkert), medfører langt hen ad vejen en vaklen mellem tilstande som kan sammenlignes med de to vigtigste og mest interessante personer i Moby Dick. På den ene side den frygtelige monoman Ahab der er kaptajn på Pequod, og som ikke kan låne sine tanker til andet end den hvide hval som tog hans ben og udskiftede det med et af elfenben. I den anden ende af skalaen befinder bogens fortæller, Ishmael, sig. Ishmael omstiller sig konstant og synes at indoptage viden og erkendelse med en nærmest Whitman'sk omfavnelse, og han er reelt den eneste på skibet som ikke er bundet af en vis grad af monomani.

Således har vi som Ahab forfulgt de lækreste lejligheder, men har som Ishmael måtte adaptere os til en situation som ikke er optimal, men som jeg kan mærke vi kommer til at holde af som var den det. Vi har fundet en lejlighed i det relativt kedelige VII. arrondissement som mest er kendt for Eiffeltårnet, Invalidekirken og den store koncentration af franske magtcentre.

Den er en del mindre end vores lejlighed var i København, men til gengæld er den (endnu) ikke fyldt op af en krans af bøger som langsomt snævrer den ind i stil med de med piggede vægge som altid langsomt kvaser ind mod Indiana Jones, Batman eller andre helte som færdes i den slags miljøer. Huslejen er høj, høj, høj, og den bliver tårnhøj når vinteren sætter ind og tvinger os til at bruge de små elektriske radiatorer til at opvarme luft til udsivning gennem de i pilråddent træ indfattede etlagsruder. Men den er lækker. Og kvarteret er lækkert. Og Paris er fantastisk.

Vi er i gåafstand til Montparnasse og til Gibert Joseph på Boulevard St. Michel i latinerkvarteret. Dette vældige bogtempel har allerede slået sin blide favn op mod os og varmet vores behov i sin alt for fyldige, men åh så bløde moderbarm. I en by hvor alt andet er hamrende dyrt, er det rart at vide at bøgerne, litteraturen, i det mindste kan erhverves for en slik. 

Lejligheden udgør altså ikke blot en rede hvor viden kan indtages når universitetet slår dørene op i september. Med sin heftige overpris, giver den os også muligheden for at føle den helt specielle Top-heaviness som Ishmael bruger om Pequod da tønderne med hvalolie lækker og de må hives op fra lasten og på dæk: Top-heavy was the ship as a dinnerless student with all Aristotle in his head.

Indtil videre er vores mavers lastrum dog også godt fyldt, og jeg tror jeg starter med at fylde mit hoved med tænkere tættere på nutiden. Men mere om det i næste afsnit.