Jeg er ankommet til Paris i dag d. 21. juli efter en mareridtsagtig og døgnlang bustur med alt hvad det indebærer af forfærdelig cafeteriamad, storsnorkende sidemænd, fnisende tyskertweens, nærmest total fratagelse af kropslig udfoldelsesfrihed, kritisk mangel af søvn og vanvidsbuschauffører med løst siddende båthornshænder.
Vores chauffør forsøgte at råbe sig igennem en tyve kilometer lang bilkø som på helt enkel og meget fransk facon var opstået i kølvandet på et midterrabattrimningstaskforce som lukkede to ud af tre vejbaner på hvad der må være en af Frankrigs travleste motorvejsstrækninger i midten af myldretiden i midten sommerferien for at fjerne tidsler med en på en traktor monteret gadget som fjernede tidsler meget effektivt, men utrolig langsomt. Han (chaufføren) havde hverken heldet eller stemmen til at renfeje en korridor, og derfor måtte vi indkassere en tre timers forsinkelse oven på en i forvejen alt for lang bustur med alt for få pauser.
Men jeg er endelig fremme, og jeg har indlogeret mig på mine forældres regning i en lejlighed som oser af god beliggenhed og dårlig smag. Den ligger i hjertet af Latinerkvarteret, og det er meningen at den skal fungere som base for min fremtidige boligjagt som helst skulle resultere i en lækker lille sag til ingen penge (tro på det!!).
Dagens anekdote peger positivt fremad. Jeg har forestillet mig at mit ophold i store træk skal servicere et ønske om ikke at lave andet end at læse en masse fransk litteratur, primært Céline. At denne kurs kunne være korrekt udstukket, fik jeg et hint om da jeg skulle købe en tube tandpasta i en Franprix umiddelbart efter min ankomst. Jeg scanner forbrugerbevidst udvalget, men ender med den billigste på grund af navnet: Anti-Tartre.
Jeg har aldrig tænkt over at Tartre rent faktisk betød noget. Når jeg er stødt på ordet før, er det fordi Céline ofter bruger det om sin yndlingsaversion: Sartre. Céline kalder tit Sartre for enten Tartre eller le Ténia (bændelormen), og derfor giver valget af tandpasta mening på flere planer. Tartre viste sig at betyde tandsten på fransk, og det at man således kunne blive fri både for stenansamlinger på tænderne og smagen af Sartres spøgelse i munden må siges at være det man på moderne managementsprog betegner win-win.
Man kan endda gå skridtet videre og betegne Célines romaner som en form for Anti-Tartre-tandpasta. Det er den lutrende litteratur. En litteratur som bryder igennem etiske imperativer og nægter at rejse noget på ruinerne så sprogets smukke blomster kan vokse frem af de ubrugelige programromaners aske. I traditionen fra Aragon og surrealisterne vælger jeg at give netop det tilfældige møde med den billige (og meget ildesmagende) tandpasta en højere mening, ja, jeg vil vælge at følge den kurs der er blevet udstukket. Forsynet vil det!
(Og bare rolig, næste indlæg bliver ikke nær så langt, det lover jeg)
-Troels
