November. Alt er koldt, også i Paris. Tasterne på mit tastatur har på det seneste været koldere end en brøndgravers røv på grund af uhyggeligt koncentreret oplæsning til min første eksamen i det franske skolesystem. Heldigvis er den netop overstået. Jeg fik talt godt og grundigt om Sebalds forhold til arkivet i sine prosatekster, og nu kan jeg endelig overskue at give de rimfrostbeklædte computertaster lidt veltiltrængt og rent fingeroverført varme.
Først lidt om W. G. Sebald i hvis boble jeg gladeligt har brugt de sidste par uger. Jeg følger et fag om arkivet i litteraturen hernede, og min underviser foreslog mig i den forbindelse at jeg kunne lave et oplæg om Sebald og bestå faget på den måde. Sebald bruger arkivet meget aktivt som motor for sine hovedpersoners søgen efter deres identitet og fortid i et fortidshærget Europa som er tynget af ruiner og de oven på ruinerne opførte bygningers ruinlovende skygger. På den led er han (også) interessant at læse mens man går rundt på Paris hob af brokker og fortid (jf. sidste indlæg for alt for lang tid siden).
 |
| Sebald i et (af mange) melankolsk øjeblik |
Det første man studser over ved Sebalds bøger, er hans flittige brug af fotografier som han selv har taget (dvs. taget med sit kamera eller taget andres fotografier fra aviser eller loppemarkeder eller fotoalbums - you name it) som fascinerende skelet for sine romaner. Det giver et helt specielt forhold mellem roman og virkelighed, og det stiller smukke og vedholdende spørgsmål til vores forhold til det at huske og det at dokumentere som hjælp for hukommelsen eller fremtidige generationer af familie og historikere.
Det fungerer meget ubesværet for Sebald, og sammen med hans helt overlegne sans for sætningskonstruktion (Austerlitz fra 2001 indeholder en poetisk mættet og vanvittig sætning på 11 sider!) gør fotografierne hans bøger til en helt særlig læseoplevelse.
Den kolde tid har også været familiens tid, og både Cecilies og mine forældre har været et smut forbi. Med Cecilies ophav havde vi været tidligt ude og sikret op billetter til den stort opslåede udstilling af den amerikanske maler Edward Hoppers værker i det mægtige Grand Palais. Jeg har altid gerne villet ind i Grand Palais. Jeg går forbi den gigantiske bygning i metal og glas hver dag på vej til universitetet, men jeg havde ikke været inde i den før. Jeg havde nok forventet at blive kastet bagover af de intimiderende hvælvinger og buer, men lidt skuffende var Hopper-udstillingen hengemt i de arkitektonisk set mindre interessante baglokaler.
 |
| Grand Palais i 1916 |
Udstillingen var der dog ikke noget i vejen med. Hopper var jo amerikaner, så det er kun ganske logisk at franskmændene havde forsøgt at lægge en fransk vinkel på hans produktion. Den havde de fundet i Hoppers dannelsesår i Paris hvor han stod ved Seinens bredder og malede sig hen mod sin stil via de kendte parisermotiver. Det var en vinkel som virkelig gav mening, og Hoppers tidlige billeder fremstod ret interessante på den baggrund selvom de efter min mening ikke er så kunstnerisk interessante som de amerikanske motiver.
 |
| Edgar Degas, Un bureau de coton à la Nouvelle Orléans, 1873 |
Den tidlige del af udstillingen var gavmildt krydret med billeder af Hoppers inspirationskilder, og det var i virkeligheden et af de helt store scoop i min optik. Billederne af Degas, Félix Vallotton og Albert Marquet indsatte Hopper som et produkt af en lang og varieret kunstnerisk tradition i stedet for at lade hans stil og motiver fremstå som sendt fra himlen til en særligt udvalgt.
 |
| Edward Hopper, Office at Night, 1940 |
Med den parisiske vinkel fremhævede udstillingen Hoppers teknik, og det var ret flot at se hvordan hans helt særlige skildring af lyset langsomt tog form mod de senere billeder, og til sidst spiller perfekt sammen med de motiver kunstneren fandt på den anden side af Atlanten i sit hjemlands storbyers nærmest menneskeløse murstensjungle. Benzinstationer, kaffebarer og nyligt opvågnede kvinder har aldrig været smukkere end i det Hopper'ske lys.
 |
| Edward Hopper, Morning Sun, 1952 |
Alt i alt en flot udstilling som varmt kan anbefales hvis man tilfældigvis er i det parisiske før januar. Hæng på til næste gang hvor der skal tales om mad. Det bliver spændende!
