November. Alt er koldt, også i Paris. Tasterne på mit tastatur har på det seneste været koldere end en brøndgravers røv på grund af uhyggeligt koncentreret oplæsning til min første eksamen i det franske skolesystem. Heldigvis er den netop overstået. Jeg fik talt godt og grundigt om Sebalds forhold til arkivet i sine prosatekster, og nu kan jeg endelig overskue at give de rimfrostbeklædte computertaster lidt veltiltrængt og rent fingeroverført varme.
Først lidt om W. G. Sebald i hvis boble jeg gladeligt har brugt de sidste par uger. Jeg følger et fag om arkivet i litteraturen hernede, og min underviser foreslog mig i den forbindelse at jeg kunne lave et oplæg om Sebald og bestå faget på den måde. Sebald bruger arkivet meget aktivt som motor for sine hovedpersoners søgen efter deres identitet og fortid i et fortidshærget Europa som er tynget af ruiner og de oven på ruinerne opførte bygningers ruinlovende skygger. På den led er han (også) interessant at læse mens man går rundt på Paris hob af brokker og fortid (jf. sidste indlæg for alt for lang tid siden).
Sebald i et (af mange) melankolsk øjeblik
Det første man studser over ved Sebalds bøger, er hans flittige brug af fotografier som han selv har taget (dvs. taget med sit kamera eller taget andres fotografier fra aviser eller loppemarkeder eller fotoalbums - you name it) som fascinerende skelet for sine romaner. Det giver et helt specielt forhold mellem roman og virkelighed, og det stiller smukke og vedholdende spørgsmål til vores forhold til det at huske og det at dokumentere som hjælp for hukommelsen eller fremtidige generationer af familie og historikere.
Det fungerer meget ubesværet for Sebald, og sammen med hans helt overlegne sans for sætningskonstruktion (Austerlitz fra 2001 indeholder en poetisk mættet og vanvittig sætning på 11 sider!) gør fotografierne hans bøger til en helt særlig læseoplevelse.
Den kolde tid har også været familiens tid, og både Cecilies og mine forældre har været et smut forbi. Med Cecilies ophav havde vi været tidligt ude og sikret op billetter til den stort opslåede udstilling af den amerikanske maler Edward Hoppers værker i det mægtige Grand Palais. Jeg har altid gerne villet ind i Grand Palais. Jeg går forbi den gigantiske bygning i metal og glas hver dag på vej til universitetet, men jeg havde ikke været inde i den før. Jeg havde nok forventet at blive kastet bagover af de intimiderende hvælvinger og buer, men lidt skuffende var Hopper-udstillingen hengemt i de arkitektonisk set mindre interessante baglokaler.
Grand Palais i 1916
Udstillingen var der dog ikke noget i vejen med. Hopper var jo amerikaner, så det er kun ganske logisk at franskmændene havde forsøgt at lægge en fransk vinkel på hans produktion. Den havde de fundet i Hoppers dannelsesår i Paris hvor han stod ved Seinens bredder og malede sig hen mod sin stil via de kendte parisermotiver. Det var en vinkel som virkelig gav mening, og Hoppers tidlige billeder fremstod ret interessante på den baggrund selvom de efter min mening ikke er så kunstnerisk interessante som de amerikanske motiver.
Edgar Degas, Un bureau de coton à la Nouvelle Orléans, 1873
Den tidlige del af udstillingen var gavmildt krydret med billeder af Hoppers inspirationskilder, og det var i virkeligheden et af de helt store scoop i min optik. Billederne af Degas, Félix Vallotton og Albert Marquet indsatte Hopper som et produkt af en lang og varieret kunstnerisk tradition i stedet for at lade hans stil og motiver fremstå som sendt fra himlen til en særligt udvalgt.
Edward Hopper, Office at Night, 1940
Med den parisiske vinkel fremhævede udstillingen Hoppers teknik, og det var ret flot at se hvordan hans helt særlige skildring af lyset langsomt tog form mod de senere billeder, og til sidst spiller perfekt sammen med de motiver kunstneren fandt på den anden side af Atlanten i sit hjemlands storbyers nærmest menneskeløse murstensjungle. Benzinstationer, kaffebarer og nyligt opvågnede kvinder har aldrig været smukkere end i det Hopper'ske lys.
Edward Hopper, Morning Sun, 1952
Alt i alt en flot udstilling som varmt kan anbefales hvis man tilfældigvis er i det parisiske før januar. Hæng på til næste gang hvor der skal tales om mad. Det bliver spændende!
Sommerferien er slut for pariserne (ikke helt for os endnu), og de myldrer nu rundt i gaderne med baguettes med afgnavede ender under armene, solbrune og fikse efter mange ugers intensiv ristning ved Côte d'Azur. Der summer af liv nu i Paris, og dog er Paris mest af alt de dødes by. De franskes hovedstad hviler på en labyrint af knogler som gennemskærer undergrunden på tværs af metrotunneller og gasledninger. Kirkegårde ligger drysset ud over landskabet og virker som andenrangsaltre hvor politikere, hærfolk og kulturelite kan få et monumentalt hvilested uden at være fine nok til Pantheon eller Invalidekirken hvor den største af dem alle, Napoleon, ligger trygt og godt i sin tunge (og moderne; den er bordeauxrød) sarkofag.
Gaderne som fører til og fra disse nekropoleis har navn efter de døde, og sammen med diverse statuer af store mænd, mindeplader fra faldne under befrielsen og navne på metrostationer, maler de det parisiske landskab sort af død og forfald som et smukt vanitasmotiv der omfavner og huser den allestedsnærværende dekadence i form af kager, kvinder og kanin i sennep.
Jeg har efterhånden været på en del af kirkegårdene under mine tidligere besøg, men jeg er på en eller anden måde altid sluppet uden om den store Cimetière de Montmartre. Indtil nu. Den er en lille oase, og jeg er glad for at have fundet den.
Bænkview på Cimetière de Montmartre
Den indeholder ikke de store berømtheder, François Truffaut er nok den mest kendte, men til gengæld er den så også som støvsuget for turister. Det er en behagelig kontrast når man kommer fra toppen af højen med Place du Tetre og Sacré Cœurs turistsværmstiltrækkende monumentdunst. Samtidig omkranses den af store veje, men det mærkes heller ikke, da man konstant er ti meter under gadeniveau, og derfor er kirkegården et sted der overrasker sin gæst med at tilbyde alt det man ikke havde forventet at finde: ro, stilhed og en afdæmpet renhed.
Når man er hos sig selv i Paris, er der ingen grund til at lade døden og tungsindet stå i entréen. Jeg har derfor besluttet mig for at invitere dem ind og bede dem gøre sig det behageligt. Til at starte med i form af den rumænsk-franske radikalpessimist Emil Cioran. Hans små aforismer om det ubelejlige ved at være født er en bittersød og sortsjasket fornøjelse at læse.
Cioran i et af mange tungsindige flâneur-øjeblikke
Ciorans projekt er på alle måder radikalt og går videre end en mild ennui. Hans små passager grænser ikke blot til antivitalisme, men transcenderer en fornægtelse af livet idet de tilbagefører den ideelle tilstand til før fødslens katastrofe, til en tilstand hvor intet var, men alt var frihed og mulighed. Det er trist og nedtrykkende, men samtidig opløftende at Cioran ikke har ladet sin filosofi gælde for skriften, men har valgt at føde sine egne små knasende stikpiller til glæde for følgende generationer af lidende.
Cioran var ikke konstant i dårligt humør, men dog alligevel det meste af tiden. Han vadede rundt og svælgede i sin søvnløshed i Paris om natten. Dagen brugte han i sine usle små lejligheder og spiste som regel i universitetskantinen i Latinerkvarteret indtil han blev bortvist (en udsmidning der må have føjet ekstra spleen til et i forvejen sort regnskab).
Hvordan skal man accentuere et sådant projekt? Med doom. Doom-genren nærer også et radikalt projekt og går derfor glimrende i spænd med Ciorans lede. Især Pallbearer kører flittigt på det til iPod tilsluttede minianlæg som i mangel af bedre er blevet slæbt med. Arkansas-kvartetten har fundet et unikt udtryk i spændingsfeltet mellem de mere end nedstemte guitarer og Brett Campbells messende englevokal.
Demoforløberen til bandets første album Sorrow and Extinction blev en af de mest hypede udgivelser i den lille, men dedikerede doom-undergrund i 2010, og albummet fra 2012 er bestemt sine gentagne gennemlytninger værd. Den perfekte kompagnon, simpelthen, til de kommende lange vinteraftner og den selvudslettende litteratur.
Men hvad med alt det gode? Paris har vel også noget til de levende, altså ud over dekadencen? Ja. Men dertil har man brug for en amerikaner. Paris passer heldigvis også helt fint til en stadig læsning af og deraf naturligt følgende kærlighedsdans med Walt Whitman. Hvem kan omfavne livet som katalogdigtenes konge? Ingen. Derfor får han også lov til at afslutte: Do I contradict myself? Very well then I contradict myself, (I am large, I contain multitudes.)
En varm hilsen til dem som ikke er faldet fra på halvvejen. Jeg må prøve at opdatere denne blog lidt oftere, så der ikke kommer så meget tekst ad gangen.
Jeg ved det. Skal denne side blive en veritabel blockbuster og med tiden en pengemaskine som med ublu annoncepriser vil skovle midler ind til mit selvvalgte otium før jeg bliver tredive, skal der være mere end et indlæg hver tredje uge. Men det er svært at ændre sin modus radikalt, og derfor må eventuelle trofaste læsere (og indtil videre må alle der har læst første indlæg, regnes for trofaste eftersom de har læst 100% af indlæggene) nok forsøge at leve med den relativt lave frekvens af opdateringer, og så til gengæld glæde sig over den høje litterære værdi.
Kæden af hændelser siden sidst har været mægtig og mangfoldigt sammensat, og har lykkeligvis snoet sig i samme sejlrende som læsningen af vel nok et af de bedste værker endnu skrevet af en amerikaner; Herman Melvilles Moby Dick. De sidste har uger har således budt på endeløse rundture og udkigsvagter i topmasten i forsøget på at fæstne harpunen til den hvide hval, dvs. finde en lejlighed som ligger godt, og som er værd at leve i. Og som ikke flænser bunden på vores skib med sin husleje.
At søge en lejlighed i Paris som studerende (ikke som Bill Gates sikkert), medfører langt hen ad vejen en vaklen mellem tilstande som kan sammenlignes med de to vigtigste og mest interessante personer i Moby Dick. På den ene side den frygtelige monoman Ahab der er kaptajn på Pequod, og som ikke kan låne sine tanker til andet end den hvide hval som tog hans ben og udskiftede det med et af elfenben. I den anden ende af skalaen befinder bogens fortæller, Ishmael, sig. Ishmael omstiller sig konstant og synes at indoptage viden og erkendelse med en nærmest Whitman'sk omfavnelse, og han er reelt den eneste på skibet som ikke er bundet af en vis grad af monomani.
Således har vi som Ahab forfulgt de lækreste lejligheder, men har som Ishmael måtte adaptere os til en situation som ikke er optimal, men som jeg kan mærke vi kommer til at holde af som var den det. Vi har fundet en lejlighed i det relativt kedelige VII. arrondissement som mest er kendt for Eiffeltårnet, Invalidekirken og den store koncentration af franske magtcentre.
Den er en del mindre end vores lejlighed var i København, men til gengæld er den (endnu) ikke fyldt op af en krans af bøger som langsomt snævrer den ind i stil med de med piggede vægge som altid langsomt kvaser ind mod Indiana Jones, Batman eller andre helte som færdes i den slags miljøer. Huslejen er høj, høj, høj, og den bliver tårnhøj når vinteren sætter ind og tvinger os til at bruge de små elektriske radiatorer til at opvarme luft til udsivning gennem de i pilråddent træ indfattede etlagsruder. Men den er lækker. Og kvarteret er lækkert. Og Paris er fantastisk.
Vi er i gåafstand til Montparnasse og til Gibert Joseph på Boulevard St. Michel i latinerkvarteret. Dette vældige bogtempel har allerede slået sin blide favn op mod os og varmet vores behov i sin alt for fyldige, men åh så bløde moderbarm. I en by hvor alt andet er hamrende dyrt, er det rart at vide at bøgerne, litteraturen, i det mindste kan erhverves for en slik.
Lejligheden udgør altså ikke blot en rede hvor viden kan indtages når universitetet slår dørene op i september. Med sin heftige overpris, giver den os også muligheden for at føle den helt specielle Top-heaviness som Ishmael bruger om Pequod da tønderne med hvalolie lækker og de må hives op fra lasten og på dæk: Top-heavy was the ship as a dinnerless student with all Aristotle in his head.
Indtil videre er vores mavers lastrum dog også godt fyldt, og jeg tror jeg starter med at fylde mit hoved med tænkere tættere på nutiden. Men mere om det i næste afsnit.
Velkommen til PariserPanegyrik - bloggen som det næste stykke tid vil påtage sig det nødvendige hverv ukritisk at hylde alt det gode ved Paris og samtidig (selvom det ikke kan læses i navnet) usystematisk slå over i en usaglig nedsabling af alt det fæle ved den franske hovedstad. Balancen mellem de to modi skulle gerne give en relativt saglig, men for det meste blot berettende weblog som kommer til i grove træk at videreformidle Cecilies og mit (Troels hvis nogen skulle være i tvivl) ophold i Paris det næste halve års tid.
Jeg er ankommet til Paris i dag d. 21. juli efter en mareridtsagtig og døgnlang bustur med alt hvad det indebærer af forfærdelig cafeteriamad, storsnorkende sidemænd, fnisende tyskertweens, nærmest total fratagelse af kropslig udfoldelsesfrihed, kritisk mangel af søvn og vanvidsbuschauffører med løst siddende båthornshænder.
Vores chauffør forsøgte at råbe sig igennem en tyve kilometer lang bilkø som på helt enkel og meget fransk facon var opstået i kølvandet på et midterrabattrimningstaskforce som lukkede to ud af tre vejbaner på hvad der må være en af Frankrigs travleste motorvejsstrækninger i midten af myldretiden i midten sommerferien for at fjerne tidsler med en på en traktor monteret gadget som fjernede tidsler meget effektivt, men utrolig langsomt. Han (chaufføren) havde hverken heldet eller stemmen til at renfeje en korridor, og derfor måtte vi indkassere en tre timers forsinkelse oven på en i forvejen alt for lang bustur med alt for få pauser.
Men jeg er endelig fremme, og jeg har indlogeret mig på mine forældres regning i en lejlighed som oser af god beliggenhed og dårlig smag. Den ligger i hjertet af Latinerkvarteret, og det er meningen at den skal fungere som base for min fremtidige boligjagt som helst skulle resultere i en lækker lille sag til ingen penge (tro på det!!).
Dagens anekdote peger positivt fremad. Jeg har forestillet mig at mit ophold i store træk skal servicere et ønske om ikke at lave andet end at læse en masse fransk litteratur, primært Céline. At denne kurs kunne være korrekt udstukket, fik jeg et hint om da jeg skulle købe en tube tandpasta i en Franprix umiddelbart efter min ankomst. Jeg scanner forbrugerbevidst udvalget, men ender med den billigste på grund af navnet: Anti-Tartre.
Jeg har aldrig tænkt over at Tartre rent faktisk betød noget. Når jeg er stødt på ordet før, er det fordi Céline ofter bruger det om sin yndlingsaversion: Sartre. Céline kalder tit Sartre for enten Tartre eller le Ténia (bændelormen), og derfor giver valget af tandpasta mening på flere planer. Tartre viste sig at betyde tandsten på fransk, og det at man således kunne blive fri både for stenansamlinger på tænderne og smagen af Sartres spøgelse i munden må siges at være det man på moderne managementsprog betegner win-win.
Man kan endda gå skridtet videre og betegne Célines romaner som en form for Anti-Tartre-tandpasta. Det er den lutrende litteratur. En litteratur som bryder igennem etiske imperativer og nægter at rejse noget på ruinerne så sprogets smukke blomster kan vokse frem af de ubrugelige programromaners aske. I traditionen fra Aragon og surrealisterne vælger jeg at give netop det tilfældige møde med den billige (og meget ildesmagende) tandpasta en højere mening, ja, jeg vil vælge at følge den kurs der er blevet udstukket. Forsynet vil det!
(Og bare rolig, næste indlæg bliver ikke nær så langt, det lover jeg)
